GERLEV
IDRÆTSHØJSKOLE
Se video
Alt det bedste samlet et sted.
På Gerlev Idrætshøjskole får du en hverdag fyldt af nye oplevelser med idræt, der udvikler dig. Du får nye venner, masser af hygge og lærer dig selv meget bedre at kende. Du møder dygtige undervisere, der udfordrer dig fysisk og mentalt og som lægger vægt på fællesskab og glæden ved leg og bevægelse.
Vi lover dig en oplevelse for livet – Vi bor på skolen, spiser sammen, træner side om side, inspirerer hinanden på tværs af køn og nationalitet, griner, hygger, rejser og fester i fællesskab. Her har du alt under et tag og kan gå tørskoet fra værelse til hal, til spisning, til aftenaktivitet.
DIN BEDSTE TID VENTER
Vælg mellem op mod 50 forskellige fag i løbet af året, og find det, der motiverer dig – eller kast dig ud i noget helt nyt. På Gerlev vælger du enten et 6 måneders forårshold eller et 4 måneders efterårshold. Dit skema er bygget op omkring idrætsfag, interessefag, perspektivfag og fællesfag.
Et højskoleophold på Gerlev er fyldt med øjeblikke, hvor du opdager, at du kan mere, end du troede. Det kan være, når du klarer en udfordring i parkourparken, danser foran publikum, gennemfører et langt løb eller oplever den vilde energi i boldspillet. Det handler om de små og store sejre – og om glæden ved at være en del af noget større.
Gerlevs undervisere er fagpersoner, der brænder for idræt – og for at give deres viden videre. Mange er selv aktive udøvere eller trænere, og de møder dig med både faglighed og engagement. Du får undervisere, der ser dig, og som både kan udfordre og støtte dig i at tage nye skridt.
HVEM ER ELEVERNE PÅ GERLEV?
Eleverne på Gerlev er typisk 19-25 år gamle. Mange kommer fra København og Sjælland, men selvfølgelig også fra Fyn og Jylland. Så her kan du virkelig udvide vennekredsen – særligt hvis du vil til København efter dit højskoleophold.
I efteråret har vi mellem 75 og 100 elever, mens foråret samler omkring 150 elever – så du bliver en del af et fællesskab, der både er tæt og trygt, men samtidig giver plads til mange nye venskaber og oplevelser. Blandt de 75-150 elever, der er på hvert ophold, er der en lille overvægt af piger.
Vores elever er nysgerrige og vilde med at prøve nye fag, idrætter og aktiviteter – og de laver masser sammen, når der ikke er planlagt skema. Der er ikke to elever, der er ens og erfaringen med idræt er meget forskellig. Heldigvis kan du prøve meget nyt på Gerlev, og de fleste kaster sig ud i noget som nybegyndere – men er du erfaren, er der også garanti for udfordringer.
LIDT OM GERLEV…
Gerlev Idrætshøjskole ligger på Vestsjælland, lige mellem København og Odense, med kig til Storebæltsbroen. Her er masser af plads og natur, du kan opleve i undervisningen eller på en tur rundt på dicsgolfbanen om eftermiddagen.
På Gerlev spiser du godt. Sundt, inspirerende og med alle sanser. Køkkenet er en prioritet, og den mad, du får serveret, er ikke bare sund, men passer til en aktiv livsstil.
KOM PÅ RUNDVISNING
Kom på uforpligtende besøg på Gerlev. Book en rundvisning med en tidligere elev, eller besøg Gerlev på en virtuel rundvisning. Mød lærerne, få en snak med eleverne og oplev lidt af den særlige stemning på Gerlev.
REJSER
Noget af det særlige ved Gerlev er de rejser og ture, som er en del af opholdet. Du kan tage på idrætsrejse, fælles skitur eller outdoor-eventyr, hvor du mærker naturen og udfordrer dig selv i nye omgivelser.
Rejserne giver dig oplevelser, der binder jer sammen som hold, og de åbner øjnene for, hvordan idræt og fællesskab kan se ud i andre kulturer og miljøer. For mange elever er rejserne et højdepunkt – en kombination af udfordringer, fællesskab og uforglemmelige minder.


